vi laver indsamling sammen i tyrkiet

Er Tyrkiet et gæstevenligt land at besøge i autocamper?

Hvordan er det at rejse til Tyrkiet i en autocamper og komme rundt til afsides dele af landet og møde befolkningen? Her er nogle menneske oplevelser fra vores 7000 kilometers rejse i dette gamle land

Er Tyrkiet et gæstevenligt land at besøge i autocamper?

Vi har efterhånden rejst i mange lande og der kan være stor forskel på, hvordan man bliver budt velkommen som fremmed. Heldigvis er det meget sjældent, at vi har mødt direkte uhøflige mennesker. Generelt er vores indtryk at folk i alle lande er venlige og åbne.

Vi har især følt os meget velkomne i Marokko og i Tyrkiet, ofte på en anderledes måde end i Europa – dette på trods af, at sprogforskelle har gjort nogle af møderne lidt mere snublende.

Uden at tale samme sprog mærker man, om en person vil sig det godt

Tyrkiet er på mange måder et overvældende land at rejse i og vi træffer så mange fantastiske mennesker. Vores taknemmelighed over alle disse nye bekendtskaber er stor og vi nyder, hvordan livsmodet i denne del af verden fungerer med og uden materialistiske goder.

Det at rejse og møde mennesker er en fantastisk øjenåbner for, hvordan den store verden er og ikke blot, som vi tror den er. Mange af de ting vi tror vi ved om andre lande er ofte noget vi har hørt og som gennem mange år er blevet til fordomme. Men ikke nødvendigvis tæt på sandheden.

Nogle lande og mennesker skræmmes vi mod, mens andre lande glorificeres.

Tre møder vi har oplevet i Tyrkiet og ikke vil glemme

Det er nemt at fortælle om mange smukke personlige oplevelser med andre mennesker, når der er utallige at vælge af. En rejse i Tyrkiet handler i den grad også om en rejse ind i andre menneskers verden. 

I denne artikel har vi valgt tre ud af de mange menneske-møder vi har haft gennem landet. Dem får du her: 

Jordegernet, hyrden og osten

Vi befinder os nærmest midt i Anatolien i Tyrkiet og området er meget tørt. Der ligger flere saltsøer spredt rundt i landskabet, og efter at have udforsket den største, Tuz Gölü, vil vi kigge på en af de mindre Tersakan Gölü. Måske en unik oplevelse er gemt her.

Efter 15 kilometer på en langsom og rustik grusvej af meget varierende kvalitet på vej mod Saltsøen, må vi vende rundt, da vejen nu helt forsvinder i huller og tuer. Vi nærmer os igen den lille landsby, vi passerede på vejen ud. Den har ikke et officielt navn, da der blot er 4-6 huse, som ligger spredt omkring, indhyllet i landskabet.

Vi ser, at nogle vilde europæiske jordegern løber frem og tilbage, stiller sig på bagben og holder nysgerrigt øje med os. 

europæisk jordegern i tyrkiet

Vi studerer også dem, og siden det er ved at være tidlig aften, beslutter vi os for at blive naboer med dem for natten.

Tænk at overnatte sammen med jordegern! Kan det blive bedre?

Vi holder 200 meter fra et af husene, og efter et stykke tid kommer en gammel motorcykel til syne på grusvejen, som trækker en lang støvsky efter sig. Den parkerer ved huset og kort efter ser vi 200 geder og får, der bliver hyrdet hen forbi vores autocamper. 

Jeg går ud og taler med hyrden og han er meget smilende og venlig, cirka 35 år gammel. Jeg tror ikke, at han har haft autocampister på besøg før og endnu mindre nogen, som spørger om de må overnatte på hjørnet af hans grund. 

møde med en fårehyrde i tyrkiet

Han siger vi sagtens kan blive og vi snakker lidt mere ved hjælp af vores mobiler, mens vi midt ude i ingenting ser solen gå ned over dyrene og landskabet omkring os.

Også hyrdens far kommer forbi vores camper hen af aftenen

Senere i vores Camper, er vi ved at tilberede et lille aftensmåltid, da hyrdens far kommer forbi og siger hej. Han taler en smule tysk og samtalen glider nemmere.

Han har medbragt en skål hjemmelavet ost og en skål med flydende ost, der minder om smør, da det bliver afkølet. Begge er meget syrnede produkter og smagen er anderledes, men god. 

Vi forsøger at tilbyde mad, men det bliver afvist. Jeg går dog senere over med et spækbræt med to tortillas til dem i huset som de tager imod. 

Det er blevet mørkt og faderen, Mehmet, ser lidt forskrækket ud, da jeg træder frem ved huset. Hvilket jeg også bliver kort efter, da han siger – pas på hundene!

Hyrdehundene er på størrelse med små ponyer og jeg har bestemt ikke lyst til at blive betragtet som en strejfende ged. Jeg kommer dog uskadt tilbage til camperen.

Næste morgen er vi meget tidligt oppe og kigger på de sjove jordegern, mens vi drikker kaffe. Mehmet kommer forbi og vi bytter rene skåle og spækbræt, siger tak for den venlige gestus mens vi smiler og kører videre på eventyr.

En dag i Sinop ved Sortehavet

Vi ankommer til Sinop tidligt på eftermiddagen, efter en morgendukkert ved Ünyen, hvor vi så solen gå ned sammen med 50 andre lokale på dette lokale solnedgangspot.

Vores frokost på en vej-cafe bestod af mavesæk suppe og kødsuppe, dog mest de rigtig fede stykker “kød”. Vi er generelt ikke kræsne og spiste op, alligevel endte vi med at være småsultne, da vi kørte videre.

Den meget smalle ensrettede hovedgade i Sinop er utrolig charmerende og vi flyder langsomt med trafikken, mens jeg holder godt øje i spejlene og foran camperen, hvor folk krydser gaden uden at lægge mærke til, at der egentlig kører biler her. Midt i dette kaos er der alligevel en ro og uforstyrrethed, da alle tingene lykkes og dagligdagen glider af sted uden problemer eller vrede miner. 

Vi svinger ind på hovedgaden, der er smal og hvor biler er parkeret i begge sider, med den bonus, at nederst i gaden holder der desuden en lille lastbil, som er 20 centimeter bredere end alle de andre biler. 

Det, der lignede en upasserbar gade, bliver det faktisk nu

Det højre sidespejl er allerede klappet ind og nu kommer turen til det venstre. Alligevel skraber det lidt mod spejlet på den lille, røde lastbil og manden på ladet fyldt med store vandmeloner kigger ud og vinker os alligevel smilende videre. 

Jeg smiler tilbage til ham og siger Teşekkürler (tak), som nu er en del af vores ordforråd og som vi flittigt bruger for alle de venligheder vi møder.  

Herefter åbner gaden sig heldigvis til en større plads, hvor der normalt holdes markedsbazar mandag og torsdag – og derfor nu, tirsdag, giver god plads til os. 

Vi holder med skøn udsigt til vandet, og mens jeg står og tænker lidt over, hvordan vejen ud herfra kommer til at foregå, så går Annemette ned og snupper en dukkert og jeg vil følge efter, når pulsen igen er kommet ned i et behageligt leje. 

Min eftertænksomhed bliver dog stoppet, da en mand kommer hen til mig og hilser på

Han taler noget engelsk, hvilket er meget usædvanligt for denne del af sortehavskysten, hvor der nærmest ikke eksisterer turisme bortset fra tyrkiske turister. 

Selametin, som manden hedder, er meget interesseret i vores camper, så jeg giver ham den store rundtur i camperen. Det tager omkring 7-8 sekunder. Meget fornøjet går han igen. Annemette kommer tilbage smilende, efter at have haft en dejlig tur i vandet og nydt de smukke grønne farver fra søsalat i sollyset.

Jeg har nu fået mine badeshort på og skal til at prøve lykken i vandet også, da Selametin kommer tilbage og spørger, om jeg vil have en øl. Bag sådan en øl ved jeg godt, at der ligger en masse spændende historier og snak om verdenen, så jeg takker naturligvis ja til dette fantastiske tilbud. 

Jeg havde dog først prøvet at forklare ham, at jeg har øl, og vi godt kunne drikke dem, da de var dejlig kolde. Det kunne der ikke blive tale om, for pointen var, at han gerne ville give en øl for at vise sin gæstfrihed over for os. 

Sammen med Selametin sidder jeg nu i den overdækket bazar og får øl

På visse ugedage, er selvsamme bazardag fyldt med grøntsager og handlende – og nu, hvor den er tom, har den en spøgelsesagtig fornemmelse over sig. Det er Tuborg vi drikker og jeg kan stolt sige, at de er fra Danmark og han nikker anerkendende. 

Imens dette foregår er Jonas Vingegaard ved at destruere sine modstandere i Tour de France på en historisk enkeltstart og eftersom jeg er stor cykelfan kan jeg ikke undgå at have lidt blandet følelser,om hvor jeg helst vil være og kommer frem til at dette møde i sidste ende betyder mere for mig. 

Annemette er dog rigtig sød og kommer diskret forbi og fortæller om situationen, så jeg får lov at opleve de sidste spændende minutter af Vingegaards sejr også.

Efter at have vinket farvel til Selametin og hans kammerat kan jeg endelig komme i vandet. Annemette har vist mig, at der er en sti ned af skrænten lidt længere henne på markedspladsen. 

Jeg er på vej ned, da der bliver banket voldsomt på ruden inde fra et hus 20 meter længere fremme af stien

Til at starte med kan jeg ikke se, hvor eller hvem, der banker, men pludselig ser jeg en hånd ud af et vindue, der enten vinker mig nærmere eller prøver at genne mig væk

Lige nu vil jeg meget gerne i det klare vand, så jeg går tættere på og pludselig er en hel overkrop ude af vinduet. Mit bud er, at det er en mand på omkring 85-90 år, utrolig solbrun med et kæmpe smil og et kæmpe høreapparat. 

Han vinker og vifter for at vise, at trappen er lige her under hans vindue. Jeg kan se, at det gør ham glad at hjælpe mig, og jeg er bare glad for, at han var så glad i vinduet. Han kunne smitte hele verden med sit smil og sine glade øjne.

Efter at jeg har fået tøj på sidder vi to minutter og snakker i camperen, da Annemette siger, der kommer en herover. 

Vi kan se en ung, velklædt mand gå med nogle papirer og jeg har nogle betænkninger

Med bestemte skridt nærmer manden sig, og jeg frygter lidt, at det er i religiøs hensigt, han har udset sig os to udvidende udefrakommende. Det er dog for at samle penge ind til folk med fysiske udfordringer og vi giver ham 100 tyrkiske lira, hvilket ikke er så meget for os, men alligevel en del i Tyrkiet. 

Han takker for vores umiddelbare venlighed og går derefter direkte ind i camperen til os – ikke på en uhøflig eller påtrængende måde, men helt naturligt og respektfuldt. Han vil gerne give os en kvittering på vores donation og spørger også, om vi vil tage et foto sammen med ham inde i camperen, hvorefter hans mobil løber tør for strøm.

vi laver indsamling sammen i tyrkiet

Så griner vi alle og vi finder vores telefoner frem og tager selfies med ham, får hans Whatsapp og lover at sende billederne videre. Han får et koldt glas vand, inden han går videre ud i eftermiddagens varme.

Nu får vi ro til at snakke om Vingegaard og, hvor vildt det er, at han slog Pogacar med 1:38 minut!

Jeg får en følelse af deja vu, da Annemette siger, der kommer en person hen mod camperen

Det gør der minsandten også. Der kommer en ung mand med en kvart kold vandmelon skåret i stykker. Han siger ikke så meget, men rækker den frem mod os med venlig gestus og det eneste rigtige at gøre er at tage imod den. Så går han igen uden alt for meget postyr. Vandmelonen smager fantastisk og vi undres og er glade over al den venlighed vi modtager.

Jeg tror ikke vi altid forstår, hvad der foregår, men mennesker er fantastiske…

Vandmelon Manden sidder 100 meter væk inde i bazaren og jeg går over for at sige tak. Det er ikke helt ufarligt, fordi jeg kommer tilbage med en klase vindruer og to kæmpe blommer – og det er umuligt at få afsat penge til ham for gaverne. 

Det gik endda lidt hurtigt med at komme tilbage til Camper, da jeg kunne høre Annemette kalde og se hende vinke. 

Da jeg kommer rundt om en bil, kan jeg se Selametin holde på sin motorcykel foran døren

Han vil høre, om jeg vil med rundt og se på byen. Det er jo et tilbud, der er vanskeligt at takke nej til. Super fedt at komme rundt i byen på den måde. Der bliver dyttet ekstravagant og venligt til de andre billister og jeg tror han passede ekstra godt på mig. Kun en enkelt gang var det lidt skræmmende, da en bil kom hurtigt ud fra en sidegade, godt han havde en hjelm til os begge.

kim bliver samlet op og kørt rundt i sinop

Selametin viser mig blandt andet en anden plads, hvor vi kan holde med Camper, som han synes vil være mere rolig for natten. Det er faktisk en rigtig god plads, han viser, og nogle gange er det en god ide at lytte til lokale, så vi flytter os. En anden god ting ved det er, at han kører foran os på motorcykel og viser os den bedste vej ud af mikro gaderne. Pyha sikke en lettelse.

Det er en større parkeringsplads vi nu er ved tæt på havet og vi kan sætte borde og stole ud og får endelig lov til at tilbyde forskellige små snacks til ham. Han ender dog med at bestille en Pide fra en restaurant til os og da vi foreslår at betale, er han lige ved at blive lidt skuffet og gnaven. Vi har vist ikke helt forstået det endnu. Det handler ikke om penge, men gæstfrihed. Vi nyder maden og pakker sammen og siger godnat omkring midnat efter en skøn dag med masser af godt selskab. Alt sammen uventet og venligt. 

Hasselnødderne ved Bulancak

I det nordlige Tyrkiet ligger der ved sortehavskysten en mindre by med navnet Bulancak. 

Udover at de her producerer en uhørt stor mængde hasselnødder, hvilket er ganske bemærkelsesværdigt, er der ellers ikke meget at bemærke om byen. Livet går sin vante gang og folk har deres hverdag som alle andre steder.

Når vi kører i camperen hver dag, så er det dejligt at afprøve forskellige restauranter med mellemrum og det er blevet vores rytme. I Bulancak finder vi en fin restaurant, hvor menukortet som de fleste steder på nordkysten kun er på tyrkisk. 

En kvindelig tjener, der tydeligvis er stolt over at kunne tale tysk, får stor respekt fra de andre ansatte, der kigger nysgerrigt på, mens vi taler sammen og hun byder os velkommen. Hun hjælper os gennem menuen og vi bestiller som sædvanligt, hvad der bliver anbefalet – for det meste går det godt og nogle gange bliver man overrasket..

Det er et dejligt måltid vi får serveret og vi hygger og griner mens vi spiser. Manden ved bordet bag os er netop blevet færdig med at spise og kommer over mod vores bord.

te og venlighed er en stor ting i tyrkiet

Ud af det blå, mens han går forbi vores bord, siger han på tysk, at han gerne vil betale for vores måltid. Vi er ikke helt sikre på, at vi har forstået hvad han mente, da vi ikke er flydende på tysk. Inden vi får sagt tak eller spurgt om andet, vinker han oppe fra skranken, hvor han betaler for vores mad. 

Da han går forbi os igen, siger vi mange tak og smiler stort til ham – stadig forbløffende og med et lidt paf udtryk. Det har vi alligevel ikke oplevet før og vi må have set sjove ud, for hvad var det egentlig lige der skete, spørger vi hinanden.

Vi har haft adskillige møder, der minder om disse og føler os meget velkommen i Tyrkiet af imødekommende og venlige mennesker. Samtidig ved vi godt, at landet har mange udfordringer og det politiske system ikke fungerer. 

Men mennesker er mennesker, uanset hvem der leder et land eller hvilken religion der bæres. I autocamper virker det som om, at vi har mulighed for at gå bag facaderne og alle overskrifterne – og bare møde mennesker. Det er en af de ting vi er mest taknemmelige for i vores autocamper liv.

error: