vi laver indsamling sammen i tyrkiet

Er Tyrkiet et gæstevenligt land at besøge i autocamper?

Hvordan er det at rejse i Tyrkiet i en autocamper? Komme rundt til afsides dele af landet og møde befolkningen? Her er 3 autentiske øjeblikke fra en af vores 7000 kilometers rejser i dette gamle land, som vi har besøgt flere gang over de sidste år.
Måske der er noget, som overrasker dig – eller som du kan bruge 😊

Er Tyrkiet et gæstevenligt land at besøge i autocamper?

Vi hedder Kim og Annemette og har boet og rejst i vores autocamper på fuld tid i mange år. Som en del af os ved, så kan der være stor forskel på, hvordan man bliver budt velkommen som “fremmed” i mange lande. Heldigvis er det meget, meget sjældent, at vi har mødt direkte uhøflige mennesker. Generelt er vores indtryk, at folk i alle lande er søde, venlige og åbne over for de gæster, der kommer til. Og Tyrkiet er ét ud af flere lande, som overrasker, når man krydser ind i Asien.

Nogle af de lande, hvor vi især har følt os meget velkomne er i Marokko og Tyrkiet og Georgien – dette på trods af, at sprogforskelle har gjort nogle af møderne lidt mere… snublende 😊

Uden at tale samme sprog mærker man ofte, om en person vil sig det godt, ikke?

Tyrkiet er på mange måder et overvældende land at rejse i og vi har krydset spor med så mange fantastiske mennesker. Vores taknemmelighed over alle disse bekendtskaber og venskaber er stor og vi nyder, hvordan livsmodet i denne del af verden fungerer både med og uden materialistiske goder.

Det at rejse og møde mennesker er en fantastisk øjenåbner for, hvordan den store verden er og ikke blot, som vi tror den er. Mange af de ting vi tror vi ved om andre lande er tit noget vi har hørt og som gennem mange år er blevet omformet til fordomme. Men ofte er de slet ikke engang tæt på sandheden.

Nogle lande og mennesker skræmmes vi mod, mens andre lande glorificeres. Det er en af grundene til, hvorfor det betyder meget for os at krydse grænser. For derude findes virkeligheden og menneskeligheden. Det gælder bestemt også for Tyrkiet.

Tre møder vi har oplevet i Tyrkiet og ikke vil glemme

Det er nemt at fortælle om mange smukke personlige oplevelser med andre mennesker, når der er utallige at vælge fra. En rejse i Tyrkiet handler i den grad også om en rejse ind i andre menneskers verden. 

I vores autocamper rejser i Asien findes der uendelige fortællinger, men her på disse sider tager vi blot 3 forskellige og helt vilkårlige øjeblikke frem fra den pose, man kunne kalde “du gamle og du venlige Tyrkiet”. Dem får du her: 

1. Jordegernet, hyrden og gedeosten

Vi befinder os nærmest midt i Anatolien i Tyrkiet og området er meget tørt. Der ligger flere saltsøer spredt rundt i landskabet, og efter at have udforsket den største, Tuz Gölü, fra flere vinkler, vil vi kigge på en af de mindre Tersakan Gölü. Måske en unik oplevelse er gemt her? Vi er ved at researche til vores Freelifer Tyrkiet rundrejse og vil gerne ind i alle kroge og hjørner 😊

De gode asfalterede veje, samt de rustikke grus og jordveje til og omkring Tuz Gölü er faktisk fine at køre ad. Rejsen til Tersakan Gölü er lidt en anden historie.

Efter 15 kilometer på en langsom og rustik grus- og jordvej af meget varierende kvalitet på vej mod Tersakan saltsøen, må vi vende rundt, da vejen nu helt forsvinder i dybe huller og tuer. Vi returnere langsomt igen til et lille gårdhus vi passerede på vejen.

Vi ser, at nogle vilde europæiske jordegern løber frem og tilbage, stiller sig på bagben og holder nysgerrigt øje med os. Der er en hel flok, som lever i tæt sikkerhed ved deres underjordiske huler og fødekilder. Vi bliver jo nødt til at stoppe her!

europæisk jordegern i tyrkiet

Vi stopper egentligt for at studere dem en smule med kikkert. Det er dog ved at være tidlig aften og den bumlede vej er langsom og lang, så vi beslutter os for at blive naboer med dem for natten. De virker til, at det er helt okay.

Tænk at overnatte sammen med jordegern! Kan det blive bedre?

Vi holder 200 meter fra en af de små gårde, og efter et stykke tid kommer en gammel motorcykel til syne på grusvejen, som trækker en lang støvsky efter sig. Den parkerer ved det lille gårdhus og kort efter ser vi 200 geder og får, der bliver hyrdet lige forbi vores autocamper. 

Vi går ud og taler med hyrden og han er meget smilende og venlig, cirka 35 år gammel. Han har ikke haft autocampister på besøg før – og endnu mindre nogen, som spørger om de må overnatte på det yderste hjørne af hans grund. 

møde med en fårehyrde i tyrkiet

Han siger vi sagtens kan blive og vi snakker lidt mere ved hjælp af vores mobiler, mens vi midt ude i ingenting, ser solen gå ned over dyrene og landskabet omkring os.

Også hyrdens far kommer forbi vores camper hen på aftenen

Senere i vores Camper, er vi ved at tilberede et lille aftensmåltid, da hyrdens far kommer forbi og siger hej. Han taler en smule tysk og samtalen glider nemmere.

Han har medbragt en skål hjemmelavet ost og en skål med flydende ost, der minder om smør, da det bliver afkølet. Begge er meget syrnede produkter og smagen er anderledes, men god. 

Vi forsøger at tilbyde mad, men det bliver afvist. Han kom blot for at give en gave.

Kim går dog senere over med et spækbræt med to tortillas til dem i huset som de tager imod. På det tidspunkt er der blevet mørkt og faderen, Mehmet, ser lidt forskrækket ud, da Kim træder frem ved huset. Hvilket Kim selv bliver kort efter, da Mehmet siger – pas på hundene!

Hyrdehundene er på størrelse med små ponyer og Kim har bestemt ikke lyst til at blive betragtet som en strejfende ged. Han kommer dog uskadt tilbage til Camper.

Næste morgen er vi meget tidligt oppe og kigger på de sjove jordegern, mens vi drikker kaffe med mælk. Mehmet kommer forbi og vi bytter renvaskede skåle og spækbræt, siger tak for den venlige gestus, mens vi smiler og kører videre på eventyr.

Dette er nok det sted i Tyrkiet, hvor vi har spottet flest jordegern og haft så hyggelig og overraskende en aften med lokale lækkerier og venlighed.

2. Selametin, Sinop og Sortehavet

Vi ankommer til Sinop tidligt på eftermiddagen, efter en morgendukkert ved Ünyen, hvor vi så solen gå ned sammen med 50 andre lokale på dette solnedgangspot, hvor ingen turister er nær. Nå jo, undtagen os. Det tyrkiske folk elsker faktisk at være meget ude i naturen, og man ser ofte, at de har picknick mange steder med børn og familier – ligesom vi engang havde I danmark i vores barndom.

Vores sene morgenmad, som vi på en god dag måske kan kalde en brunch, var på en vej-café bestyret af et lokalt ægtepar. På denne tur kørte vi 3 måneder i de hede sommer måneder for at researche yderligere til vores Tyrkiet Rundrejse. Det betød at vi besøgte alle mulige overnatningssteder, alle seværdigheder, smagte en masse forskelligt mad, med mere – og svedte det hele ud løbende. Denne dag ramte vi så den lokale lille vej cafe og fik ganen smurt på bedste vis.

Vi vidste ikke hvad vi pegede på, kun at der var 3 forskellige typer supper. Den Annemette fik bestod af ko-mavesæk suppe og Kims var en slags fedtkøds suppe. Vi er generelt ikke kræsne og spiste op (mest Kim). Dog med en del besvær, for fedtet lå tykt og tungt mod gane og tunge og tænder.

Måske, det var en god måde at starte dagen på?

Samtidigt følte vi en stor respekt for, at der stadig er mange steder i verden, hvor – når vi slagter dyr – så bruger vi så meget som muligt fra dyret. Intet går til spilde.

Vi fortsætter dagen med godt olierede maver videre mod den lille halvø, hvor fiskerbyen Sinop ligger. Den meget smalle ensrettede hovedgade i Sinop er utrolig charmerende og bugner med lokal liv – vi flyder langsomt med trafikken, mens vi holder godt øje i bakspejlene + foran Camper, hvor folk krydser gaden uden at lægge mærke til, at der egentlig kører biler her. Midt i dette kaos er der alligevel en ro og uforstyrrethed, da alle tingene lykkes og dagligdagen glider af sted uden problemer eller vrede miner. 

Vi svinger ind på hovedgaden, der er smal og hvor biler er parkeret i begge sider, med den bonus, at nederst i gaden holder der desuden en lille lastbil, som er 20 centimeter bredere end alle de andre biler. 

Det, der lignede en upasserbar gade, bliver det faktisk nu

Det højre sidespejl på Camper er allerede klappet ind og nu kommer turen til det venstre. Alligevel skraber det lidt mod spejlet på den lille, røde lastbil og manden på ladet fyldt med store vandmeloner kigger ud og vinker os alligevel smilende videre. Vi kan godt være her begge to.

Vi smiler tilbage til ham og siger Teşekkürler (tak), som nu er en del af vores ordforråd og som vi flittigt bruger for alle de venligheder vi møder.  

Herefter åbner gaden sig heldigvis til en større plads, hvor der normalt holdes markedsbazar mandag og torsdag – og derfor nu, tirsdag, giver god plads til os. 

Vi holder med skøn udsigt til vandet som lokker, for der er varmt og fugtigt hele tiden og døgnet rundt. Mens Kim står og tænker lidt over, hvordan vejen ud herfra kommer til at foregå, så går Annemette ned og snupper en dukkert og Kim er klar til at følge efter, når pulsen igen er kommet ned i et behageligt leje. 

Eftertænksomheden bliver dog stoppet, da en mand kommer hen og hilser på

Han taler noget engelsk, hvilket er meget usædvanligt for denne del af sortehavskysten, hvor der nærmest ikke eksisterer turisme bortset fra tyrkiske turister. 

Selametin, som manden hedder, er meget interesseret i vores camper, så Kim giver ham den store rundtur i Camper. Det tager omkring 30 sekunder. Meget fornøjet går han igen. Annemette kommer tilbage smilende, efter at have haft en dejlig tur i vandet og nydt de smukke grønne farver fra søsalat under vandet, der blev lyst op som neon af solens lys.

Kim har nu fået badeshort på og skal til at prøve lykken i vandet også, da Selametin kommer tilbage og spørger, om Kim vil have en øl.

“Bag sådan en øl ved jeg godt, at der ligger en masse spændende historier og snak om verdenen, så jeg takker naturligvis ja til dette fantastiske tilbud. Jeg havde dog først prøvet at forklare ham, at jeg har øl, og vi godt kunne drikke dem, da de var dejlig kolde. Det kunne der ikke blive tale om, for pointen var, at han gerne ville give en øl for at vise sin gæstfrihed over for os”.

Sammen med Selametin sidder Kim nu i den overdækket bazar og får øl

På visse ugedage, er selvsamme bazardag fyldt med grøntsager og handlende – og nu, hvor den er tom, har den en spøgelsesagtig fornemmelse over sig. Det er Tuborg der drikkes og Kim kan stolt sige, at de er fra Danmark og Selametin nikker anerkendende. 

Imens dette foregår er Jonas Vingegaard ved at destruere sine modstandere i Tour de France på en historisk enkeltstart og eftersom vi er store cykelfans kan Kim ikke undgå at have lidt blandet følelser, om hvor han helst vil være og kommer frem til at dette møde i sidste ende betyder mere for ham. 

Annemette er dog rigtig sød og kommer diskret forbi og fortæller om situationen, så Kim får lov at opleve de sidste spændende minutter af Vingegaards sejr også.

Efter at have vinket farvel til Selametin og hans kammerat kan Kim endelig komme i vandet. Annemette har vist, at der er en sti ned af skrænten lidt længere henne på markedspladsen. 

Kim er på vej ned, da der bliver banket voldsomt på ruden inde fra et hus

Til at starte med kan Kim ikke se, hvor eller hvem, der banker, men pludselig ser han en hånd ud af et vindue, der enten vinker ham nærmere eller prøver at genne ham væk

Lige nu vil han bare meget gerne i det klare, kølige vand, så han går tættere på og pludselig er en hel overkrop ude af vinduet. Kims bud er, at det er en mand på omkring 85-90 år, utrolig solbrun med et kæmpe smil og et kæmpe høreapparat. 

Han vinker og vifter for at vise, at trappen er lige her under hans vindue. Kim kan se, at det gør ham glad at hjælpe en fremmed, og Kim er bare glad for, at han var så glad i vinduet. Han kunne smitte hele verden med sit smil og sine glade øjne.

Efter at Kim er tilbage og har fået tøj på, så sidder vi to minutter og snakker i Camper, da Annemette siger – der kommer en herover. 

Vi kan se en ung, velklædt mand gå med nogle papirer mod os og vi har lidt betænkeligheder

Med bestemte skridt nærmer manden sig, og vi frygter lidt, at det er i religiøs hensigt a la Jehovas Vidner, han har udset sig os to udvidende udefrakommende. Det er det dog slet ikke. Det er i stedet for at samle penge ind til folk med fysiske udfordringer og vi giver ham en donation i tyrkiske lira, hvilket ikke er så meget for os, men alligevel en del i Tyrkiet. 

Han takker for vores umiddelbare venlighed og går derefter stille ind i camperen til os – ikke på en uhøflig eller påtrængende måde, men helt naturligt og respektfuldt. Han vil gerne give os en kvittering på vores donation og spørger også, om vi vil tage et foto sammen med ham inde i Camper, hvorefter hans mobil løber tør for strøm.

vi laver indsamling sammen i tyrkiet

Så griner vi alle og vi finder vores telefoner frem og tager selfies med ham, får hans Whatsapp og lover at sende billederne videre. Han får et koldt glas vand, inden han går videre ud i eftermiddagens tunge varme.

Nu får vi ro til at snakke om Vingegaard, og hvor vildt det er, at han slog Pogacar med 1:38 minut!

Kim får en følelse af deja vu, da Annemette igen siger, der kommer en person hen mod Camper

Det gør der minsandten også. Der kommer en ung mand med en kvart kold vandmelon skåret i stykker. Det er en af markedsfolkene, som er blevet efter alt er tomt. Han siger ikke så meget, men rækker melonen frem mod os i venlig gestus og det eneste rigtige at gøre er at tage imod den. Så går han igen uden alt for meget postyr. Vandmelonen smager fantastisk og vi undres og er glade over al den venlighed vi modtager.

Jeg tror ikke vi altid forstår, hvad der foregår, men mennesker er fantastiske…

Vandmelon Manden sidder 100 meter væk inde i bazaren og Kim går over for at sige tak. Det er ikke helt ufarligt, fordi han kommer tilbage med en klase vindruer og to kæmpe blommer – og det er umuligt at få afsat penge til vandmelon-manden for gaverne. Han vil bare gerne give en gave til os og intet have.

“Det gik endda lidt hurtigt med at komme tilbage til Camper, da jeg kunne høre Annemette kalde og se hende vinke”. 

Da Kim kommer tilbage kan han se Selametin holde på sin motorcykel foran vores Camper

Han vil høre, om Kim vil med rundt og se på byen. Det er jo et tilbud, der er vanskeligt at takke nej til. Super fedt at komme rundt i byen på den måde.

“Der bliver dyttet ekstravagant og venligt til de andre billister og jeg tror han passede ekstra godt på mig. Kun en enkelt gang var det lidt skræmmende, da en bil kom hurtigt ud fra en sidegade, godt han havde en hjelm til os begge”.

kim bliver samlet op og kørt rundt i sinop

Selametin viser blandt andet Kim en anden plads, hvor vi kan holde med Camper, som han synes vil være mere rolig for natten. Det er faktisk en rigtig god plads, og nogle gange er det en god ide at lytte til lokale, så vi flytter os. En anden god ting ved det er, at han kører foran os på motorcykel og viser os den bedste vej ud af mikro gaderne. Pyha sikke en lettelse.

Det er en større parkeringsplads – vi nu er ved tæt på havet og vi kan sætte borde og stole ud og får endelig lov til at tilbyde forskellige små snacks til Selametin. Han ender dog med at bestille en lokal Pide fra hans yndlingsrestaurant til os og da vi foreslår at betale, er han lige ved at blive lidt skuffet, for det er ham som byder. Vi har vist ikke helt forstået det endnu. Det handler ikke om penge, men gæstfrihed.

Vi nyder maden og skøn hygge på tværs af sprogbarrierer – og pakker senere sammen og siger godnat omkring midnat efter en dag med masser af godt selskab. Alt sammen uventet og venligt. 

Ét menneske, inklusive os selv, kan gøre en stor forskel.

3. Hasselnødderne ved Bulancak

I det nordlige Tyrkiet ligger der ved sortehavskysten en mindre by med navnet Bulancak. 

Udover at de her producerer en uhørt stor mængde hasselnødder, hvilket er ganske bemærkelsesværdigt, er der ellers ikke meget at bemærke om byen. Livet går sin vante gang og folk har deres hverdag som alle andre steder.

Når vi kører i Camper hver dag, så er det interessant at afprøve forskellige restauranter med mellemrum og det er blevet vores rytme, her i 2023, hvor vi har 3 måneders research i Tyrkiet til vores Freelifer fællestur i autocamper.

I Bulancak finder vi en lille restaurant, hvor menukortet som de fleste steder på nordkysten kun er på tyrkisk. 

En kvindelig tjener, der taler tysk, får stor respekt fra de andre ansatte, der kigger nysgerrigt på, mens vi taler sammen og hun byder os velkommen. Hun har levet i Tyskland og er flyttet tilbage til Tyrkiet. Hun hjælper os gennem menuen og vi bestiller som sædvanligt, hvad der bliver anbefalet – for det meste går det godt og nogle gange bliver man overrasket.

Det er et skønt måltid vi får serveret og vi hygger og griner mens vi spiser. Manden ved bordet bag os er netop blevet færdig med at spise og kommer over mod vores bord.

te og venlighed er en stor ting i tyrkiet

Ud af det blå, mens han går forbi vores bord, siger han på tysk (selvom han er tyrkisk), at han gerne vil betale for vores måltid som en velkomst til hans land, Tyrkiet. Vi er ikke helt sikre på, at vi har forstået hvad han mener, da vi ikke er flydende på tysk. Inden vi får sagt tak eller spurgt om andet, vinker han oppe fra skranken, hvor han betaler for vores mad. 

Da han går forbi os igen, siger vi mange tak og smiler stort til ham – stadig forbløffende og med et lidt paf udtryk. Det har vi alligevel ikke oplevet før og vi må have set sjove ud, for hvad var det egentlig lige der skete, spørger vi hinanden.

Vi har haft adskillige møder, der minder om disse og føler os meget velkomne i Tyrkiet af imødekommende og venlige mennesker. Samtidig ved vi godt, at landet har mange udfordringer og det politiske system ikke fungerer. 

Men mennesker er mennesker, uanset hvem, der leder et land eller hvilken religion der bæres. I autocamper virker det som om, at vi har mulighed for at gå bag facaderne og alle overskrifterne – og bare møde mennesker. Det er en af de ting vi er mest taknemmelige for i vores autocamper liv.

Et eller andet sted, ønsker vi alle det samme. Det sørger Tyrkiet for, at minde os på.

error: