Der er gået nogle uger, vi er på vej mod Atlanterhavet. En dansk autocamper gruppe på tur. Snart sidder vi med udsigt til solnedgang over Atlanten, mens vi nyder lokale retter og rødvin. Vi er et sted 1000 kilometer nede i Marokko. Er det virkelig, virkeligt det hele? Her er sidste del af vores rejsefortælling fra Marokko Autocamper Rundrejsen i februar 2023.
Vi skruer tiden frem. Den 5. marts 2023. Atlanterhavet er forude
Mødet med Atlanterhavet er uovertruffet skønt og vi nyder det alle sammen, efter at have kørt længe inde i landet. Havet bringer friskhed med sig og resten af rejsen kommer vi til at følge den spændende kyststrækning mod nord. Vi ser de små, blå fiskerbåde ligge vuggende i læ for de rolige store dønninger, der altid kommer rullende udefra i det store hav.
Vi kører forbi høje klipper, mere end 100 meter rager de op i nogle områder, og fiskerne klatrer ned af dem for at komme tættere på havet i forsøget på at fange nok fisk til at forsørge familien.
Vi har sat et GPS koordinat ind i rejsebogen, der ikke handler om at finde vej til de forskellige punkter på dagen (som eksempelvis vores campingplads). Det er et lokationspunkt, der fungerer som en lille eventyrleg for dem, som har lyst til at se om de kan finde det. For et sted ude på klipperne, der fører alt og alle lodret ned, har vi (mig og Kim) fundet en detalje vi gerne vil dele med vores eventyrlige Freelifere.
I selve klippevæggen er der nemlig hakket nogle trin ind. Her går fiskerne ud til kanten med deres fiskestænger og grej i hænderne. Og med hænderne fulde, og uden at holde fast, træder de ud på de små klippe trin, som om de træder ud i luften, og går roligt ned langs klippekantens dyb. Vi selv, tør knap nok at træde frem til kanten og holder i stedet for blot mobilen i strakt arm, for at kunne tage et foto.
Det er en hverdagsprocedure for nogle, der for længst har vænnet sig til noget, som vi først lige skal tage ind. Vi får endnu engang respekt for, hvor anderledes alles liv er rundt omkring i verden og på tværs af generationer.
Autocampister, solnedgang og tagine. Sammenholdet lever!
Ved vores første campingplads ved havet, spiser vi aftensmad samlet i restauranten med udsigt over havet og poolen, som vi få timer forinden svømmede rundt i. Maden er lækker og vinen smager velfortjent og dejlig. Der er en fantastisk stemning og vi er alle sammen fælles om at skabe dette øjeblik.
Der holdes spontane taler, hvor vi giver udtryk for vores taknemlighed, for at kunne være med til sådanne oplevelser og hvor heldige vi er, at det er netop er os, der er sammen om dette. Tidligere på dagen var der en som mistede sit svømme ur (vi nævner ingen navne) i poolen og der blev hurtigt lavet et Freelifer efterforskningsteam – et nogenlunde vellykket team, men ikke helt på ekspert niveau endnu. På en måde kan man jo sige, at det er dejligt, at Freelifere altid selv finder på aktiviteter og opgaver i gruppen og alt ikke behøver at blive arrangeret på forhånd af os der står bag rejsen.
Svømme uret blev til sidst bjerget i land til stor klapsalve fra – ja, du gættede rigtigt – efterforskningsteamet. Vi andre var også lidt imponerede. Sammen klarer vi det hele!
og sikke en kanon aften, lækker mad og super stemning – sikke en solnedgang 
” lisbethSom altid har vi alle forskellige oplevelser gennem dagen. Nogle af os har besøgt en marokkansk mekaniker
Mette skriver på facebook om mødet med Atlanten og et punkteret dæk
“De sidste 2 dage har budt på lidt af hver. I går kørte vi fra Taghazout og vi stoppede ved Boilers Point. Det er her de virkelig gode surfere viser deres talenter. Bølgerne var vist små, da vi var der, men der var nogle ude og lege. Vi kører ikke i dag, vi “sejler” da vores venstre baghjul mangler en del luft. Vi skal finde et sted for at få det fixet! Der gik lang tid før vi fandt et værksted. Smilende, hjælpsomme marokkanere i verdens mindste og rodede værksted gik fluks i gang. Af med hjulet, fundet synderen, lappet hullet og på med hjulet. Vi var helt trygge og det kostede den eventyrlige formue af 70 kr.Sven doblede lige beløbet op og vi var alle glade. Vi ender på den hyggeligste camping midt i en fredet skov“
Sven doblede lige beløbet op og vi var alle glade. Vi ender på den hyggeligste camping midt i en fredet skov“
Der sker så mange ting og hele tiden har vi nye små eventyr at fortælle hinanden om. Ole og Lone er vores video team, hvor han tager smukke motiver og hun sætter dem sammen til en mindeværdig film. Jane fanger menneskelige indtryk i hverdagens Marokko, som kun hun får øje på. Aksel og Kim hjælper en campingejer med at fikse en dør.
Jesper og Inge smitter med smil og Jesper er den første (og eneste), der køber en fes hat i byen Fes. Pludselig har vi en rejse med en af Ørkenens Sønner og det er herligt. Vi tager alle fotos af den stakkels fes hat med Jesper nedenunder, men de har det heldigvis begge helt okay med lidt paparazzi fra os andre.
Alle hjælper hinanden på forskellige måder, også bare nogle gange ved at være i godt humør og spørge til hinanden. Raider låner en stige til turlederne (Annemette og Kim), så vi kan komme ind gennem et vindue i vores autocamper, der “pludselig var låst”. Uden at han ved det, er Raider vores altmulig mand, som vi tænker på “hvis nu”.
Otto og Johny skaber generelt en dejlig hygge og nede på jorden atmosfære. Ting, der er lidt livsvigtige for sammenhold. Lis og Kenneth sætter lækre, ny købte jordbær på fællesbordet, som alle kan smage. Sven giver en fantastisk fortælling til hele langbordet en dag i Marrakesh, hvor Kim står for skud og vi alle drages ind.
Som de hunde elskere vi er, så gør hundene, som er med på tur også deres for, at vi alle har det godt og hele tiden sørger de for, at der er nogen der kan nusse, når der er brug for at give lidt kærlighed til et pelsdyr.
Der er så mange små og store momenter, at de ikke alle kan fortælles. På et tidspunkt kører Kim og jeg langs hovedvejen, hvor vi passerer nogle af vores eventyrlige Freelifere og vi ser dem skynde sig ud til vejen, da de spotter vores autocamper, og vi får tildelt en af de bedste roligan bølger vi nogensinde har set!
Vi oplever det hele på forskellige måder og vi er på vej mod storbyerne Casablanca og Rabat og ruller gennem mange oplevelser på vej mod disse større seværdigheder. Måske vi alle er enige om, at selvom nogle steder er mere kendte end andre, så er det slet ikke de steder, som det hele ender med at handle om. Alt andet ender på den ene eller anden måde også med at have betydning.
Den kioskejer som Mariane og Karin talte med ved et forladt palads, de mange livshistorier vi ser omkring os, mens vi kører i vores autocampere langs vejene. Og den indvirkning vi selv er med til at skabe for hinanden og for vores lille eventyr rundt omkring i Marokko. Nogle gange er disse momenter større, end en bestemt seværdighed i en storby.
Det er den 11. marts 2023. Vi er i Asilah og det er vores sidste aften
Vi er kommet frem til vores sidste dag og vores sidste by ved havet. Rejsebogen som de eventyrlige Freelifere har fået uddelt før afrejse fortæller os blandt andet følgende:
“Mens vi kører mod nord passerer vi Marokkos hovedstad Rabat. Når det kommer til turisme og interesse for lokationer og seværdigheder, så er det ikke så ofte, at Rabat får nær så megen opmærksomhed som mange andre steder. De fleste ynder at besøge Casablanca frem for Rabat. I Rabat findes mange af landets administrative kontorer, myndigheder og ambassader. Men det er også en by, der kan byde på smukke seværdigheder, der ligger ved byens kyst.
Har man ønske om det, kan man stoppe på en parkeringsplads nær Hassan Tårnet, hvor det er nemt at komme omkring byens seværdigheder. Kører du videre når du frem til Asilah, som er en mindre by, der ligger helt ud til klipperne. Den er grundlagt 1500 år før Kristi fødsel og var en meget velhavende handelsby.
Med dens gamle alder, har den oplevet meget mere allerede end både Rabat og Casablanca tilsammen. Asilah har været invaderet af både romerne, portugiserne, kartagerne og normannerne. Indtil 1956 var byen under spansk territorie. I dag er det en småsøvnig fiskerby, som får turister fra både Marokko og Spanien på besøg om sommeren, der nyder den hvidvaskede medina og de lange strande og kulturfestivalerne.”
Vi træder ud af rejsebogens beskrivelser og ind til de borde vi har stillet i rundkreds på campingpladsen.
Der bliver sat forskellige lækkerier på bordene af dem, som har noget de vil dele og vi serverer vin og snacks til turens sidste aftenmøde.
Gitte har lavet smukke, danske stofflag til alle i gruppen. Vi har dem stadig i vores autocamper, hvor de pynter. Et minde fra danskerne der sammen tog til Marokko for første gang nogle sinde i sådan et antal. Jane havde i hemmelighed malet motiver fra forskellige steder vi havde besøgt på hele rundrejsen og havde nu som overraskelse dette som gave til autocamper. Det pryder i hvert fald hos os og er et smukt minde.
Vi havde også nogle små overraskelser, der blev delt ud til alle i gruppen. Det er skønt med små overraskeler, og vi nød i høj grad alle de oplevelser vi allerede havde delt med hinanden.
Mette skriver på sin facebook:
“Tiden er fløjet afsted. Vi har oplevet så meget og er helt overvældet af dette smukke mangfoldige land. Kontrasterne er store, rige, fattige, hårdt arbejdende og dem som ingen kompetencer har og må tigge. Bjerge, landbrug, maskiner og hestekraft. Alt i en pærevælling
Kim Larsens cirkusprinsesse danser stille ud af højtaleren for “om lidt er det forbi” og flere af os får en klump i halsen, fordi vi indser, at vi i morgen tidlig skal tage afsked med vores nye venner.
Vi ved, hvor privilegerede mennesker vi er. Hvor var det godt, vi gav lidt ekstra dirham sedler for det tæppe vi købte. Eller alligevel betalte barberen for en klipning i en lille uturistet landsby, hvor han lagde hånden på hjertet og fortalte, at vi ikke skulle give noget for det.
Det betød meget, at vi var her og bestemt ikke kun for os. Det er fantastisk at rejser kan være med til at bygge levevilkår op i et andet land. Vi har nu selv set de mennesker i øjnene, som det gjorde en forskel for, at vi kom forbi.
Der er umuligt at beskrive denne første Marokko Rundrejse og første Freelifer rejse med vores gruppe, de eventyrlige Freelifere. Vi kunne skrive flere sider om bare en eneste dag.
Derfor ender fortællingen for denne gang her, mens eventyrene fortsætter.
Skrevet af Annemette Kruse og Kim Gieseler med indslag fra Mette Lykke Andersen
Tak for lån af fotos fra alle Freelifere
Du kan finde ud af mere om vores skønne autocamper rejser lige her
DEL MED DINE VENNER HER