5 tip til camper overnatning i Tyrkiets eventyrlige Kappadokien

I denne artikel får du GPS koordinat for 5 rigtig gode Kappadokien autocamper overnatninger og praktisk information om hvert sted. Vi har været meget i Tyrkiet og kender rigtig mange steder du kan fricampere eller finde campingpladser (selvom sidstnævnte kan være svære at finde i flere dele af landet). I det eventyrlige Kappadokien er det især nemt at finde spots, hvor man kan holde – også lige ved ballonerne, der svæver op i luften.

Tyrkiet er et fantastisk land at køre i camper. Når vi kører i større grupper på vores Freelifer fællesture, er vi altid på en campingplads eller stellplads, hvor der er plads til os alle. Men kører du alene eller bare nogle få stykker, kan du nemt fricampere mange steder uden at være i vejen.

I Kappadokien har vi både fricamperet og vi har også boet på de 2 campingpladser som findes ved byen, Göreme. Göreme er Kappadokiens turist mekka. Har du flere dage i området, så prøv eventuelt at holde lidt forskellige steder, for at få flere vinkler på dine opdagelser. Men husk også, at Kappadokien er meget mere end, hvad der findes i en radius på 20 kilometer omkring denne by.

Her er vores tip i vilkårlig rækkefølge til både fricampering og camping overnatning i Kappadokien nær Göreme:

De to første steder vi nævner, ligger ikke langt fra hinanden, men vi tager alligevel begge med, fordi de tilbyder lidt forskelligt. Begge steder holder man oppe over dalene på et plateau med direkte udsigt til dalene nedenfor og ballonerne i luften.

Begge steder er der et gebyr for at få adgang til vejen, hvad end man holder det ene eller andet sted eller bare vil ud og kigge. Det var ikke så meget i 2022, men det blev til 60 lira i 2023 og er vist blevet til 100 lira i 2024. Dette er blot for at komme ud på denne vejstrækning, der ender blindt. Kører man derud om aftenen, har vi hørt, at bommen er åben uden betaling.

Selve parkeringen vi nævner ejes af et ungt par (med datter), som har en lille restaurant og kiosk på denne lokation. De hedder Frit, Said og Esma og er fra området, og er meget hjælpsomme. De tillader, at man holder på deres parkering ved restauranten og kiosken og overnatter.

Køber man et måltid, kan man holde gratis. Ellers betales et lille venligt beløb til familien.

Det er meget populært at folk kommer ud af denne vej, hvor restauranten ligger, for at se solnedgangen. Der er også flot udsyn til ballonerne om morgenen, fordi Göreme, Red Valley, Rose Valley og det meste af ballon flyvninger sker her i området.

Fordel

  • Smuk udsigt til solopgang og solnedgang
  • Hvis man er nervøs for at holde i vejen for ballonerne, så kan man holde her uden denne bekymring. De flyver og lander ikke herfra, men kan ses lige så nemt i dalen lige foran sig.
  • Derudover er det muligt at få en forfriskning eller et måltid, hvis man mangler noget – og ikke har lyst til at køre, cykle eller gå helt ned til nærmeste indkøbssted i Göreme (fra bjerget til dalen og op igen).
  • Garanti for at se masser af balloner svæve i dalene foran sig
  • Familien er utrolig sød og hjælpsom. Svigerfaren tog sin bil og kørte os rundt i området, fordi han så gerne ville vise os forskellige udsigter – helt uden at vi havde spurgt om det
  • Der er pænt og ordentligt
  • Der er toilet, selvom det er meget basalt

Ulempe

  • Det er en smuk udsigt, men vi foretrækker personligt at se ballonerne nede fra dalene, hvor de flyver mellem de naturlige formationer og oppe i himlen. Men det betyder ikke, at man ikke bør se dem fra toppen mens man er her – for det er altså også flot
  • Det er lidt mere besværligt at opleve andet end udsigten, mens man holder her, da man skal „ned fra bjerget‟ først
  • Man er ikke i nem gå afstand til butikker, vandreruter og andre restauranter
  • Der er ingen bad og almindelige campingforhold, kun et lille toilet
  • Ud over parkering ved restauranten skal man som sagt også betale et gebyr for at køre på vejen hertil

Før man kommer til Frit og Saids restaurant parkering, så kan man vælge at dreje ud på en anden bjerg pynt i stedet. Da vi var her, var vi helt alene. Det var sommer og meget varmt, så de fleste campere havde forladt Tyrkiet. Efterår, vinter og forår kan der nogle gange holde en del vans og autocampere her, da det er et fricampering spot på park4night og har været det i en del år.

Da vi var her, var vi alene, men området er tilsyneladende ejet af Ibrahim. Der kan derfor nogle gange opkræves et beløb for at overnatte her. Fra et par venner har vi hørt det kan variere fra 100 til 300 tyrkiske lira.

Her lander og letter nogle balloner med mellemrum fra – ikke altid. Det er alligevel en god ide at holde ude ved kanten, da der kan lande balloner om morgenen. Men det er helt okay at være her.

Fordel

  • Solopgang og solnedgang er også smuk herfra
  • Det er flot at se ballonerne fra oven og ud over dalene

Ulempe

  • Som sagt, synes vi at det er smukt at opleve ballonerne nede fra dalene, selvom det også er flot herfra
  • Det er mere besværligt at opleve andet end udsigten, da man skal „ned fra bjerget‟ først lige som fra det første stop på vores liste
  • Man er ikke i nem gå afstand til butikker, vandreruter og restauranter
  • Der er ingen faciliteter som sådan, men Ibrahim hjælper også gerne med ture (husk at du også kan tjekke i Göreme by for priser, hvis du synes det er for dyrt)
  • Der var en del affald fra folk, da vi var her, hvilket er lidt trist. Hvis man samler plastik op, så kan man finde en opgave her. Det kan også være, det var fordi vi var der uden for den typiske autocamper sæson
  • Ud over parkering ved pynten skal man som sagt også betale et gebyr for at køre på vejen hertil

Denne camping er faktisk rigtig hyggelig. Den ligger i flere etager, hvor man kan vælge den etage man har lyst til. Nogle steder er der lidt småt med hensyn til at vende og parkere, men for det meste er der god plads til alle typer autocampere og vans.

Det kostede i 2023 600 tyrkiske lira at holde her og kan være steget siden. Ejeren taler fint engelsk.

Der er en lille swimmingpool og restaurant. Da vi var der, så det ud til at swimmingpoolen havde været lukket i lang tid, på trods af at der var sommer.

Andre faciliteter er toilet, bad, påfyldning af vand og tøm af sort (men ikke gråt).

Fordel

  • Går man op på øverste etage om morgenen eller aftenen, får man en smuk solnedgang og solopgang
  • Om morgenen er der udsigt til masser af balloner i luften, da man er tæt på Göreme
  • Der er kun omkring 800 meter ned til Göreme, med butikker, restauranter, og indkøb
  • Det er pænt og ordentligt og ejeren er sød og hjælpsom

Ulempe

  • Når man går til Göreme skal man lidt op af bakke næsten hele vejen tilbage til campingen langs vejen
  • Der er en restaurant på campingen, men åbningstiderne er lidt usikre afhængigt af sæsonen

Foto fra en af de mange underjordiske byer i Kappadokien. Hvordan stoppede man fjenden, når de angreb?
I alle de vigtige tunneler, havde man en rullesten, som kunne skubbes og blokere adgangen ned til den underjordiske by.
Når man havde blokeret fjenden på den anden side af rullestenen, så havde man desuden lavet nogle små huller i siderne af tunnelen flere steder.

Uden selv at blive udsat for fare, kunne man nu stikke spyd gennem og stikke til de spærrede fjender og tvinge dem til at trække sig tilbage.

Fra dette sted lander og letter mange balloner og det største antal flyver forbi – nogle gange langt nede, så de nærmest er ved siden af dig, og andre gange højt oppe i himlen over dig.

Her er det gratis at holde og køre til, der er ingen gebyrer.

Hold gerne ude i græsset eller tæt på kanten ved udsigtspunkterne, så der er plads til personale og turister, der skal afsted eller lander. De ankommer tidligt morgen (mellem 04.30 – 05.30) de dage de kan flyve, fordi vejrforhold tillader det.

Her vil du også se influencer livet. Folk, der tager fotos af deres vans i turistede Kappadokien, hvor det ser ud til de er alene i ødemarken. Du vil se folk, der har lejet gamle retro biler og kjoler og en personlig fotograf, som tager fotos med balloner i baggrunden. Du vil se folk komme ridende forbi på heste, som de har lejet til formålet, ATV og firehjulstrækkere lige så. Men det hele betyder ikke noget, for ballonerne svæver i luften med deres mange farver og solen er ved at stå op over Red og Rose Valley klipperne.

Selvom du ikke vælger at parkere her, så prøv at gå en tur hertil tidlig morgen og se det fantastiske skue. Det er nemt at gå rundt i stierne og kigge på Tufs i området.

Fordel

  • Det er en smule bakket terræn men også med flade områder. Det er tæt på mange klippeformationer og udsigt til de fleste balloner
  • Du er tæt på Göreme indkøb, restauranter og butikker, men også tæt på Rose og Red Valley vandreruter, samt tuf formationer
  • Masser af foto motiver findes her, hvor ballonerne letter og lander og flyver tæt forbi nede ved jorden
  • Det er nemt at udforske Kappadokiens UNESCO site Open Air Museum
  • Det er gratis

Ulempe

  • Der er ro på når ballonernes færd er færdig for dagen om formiddagen, men om morgenen er der masser af færden og liv og det starter ved halv fem tiden og nogle gange lidt før
  • Der er ingen faciliteter

Er man heldig bliver man vækket om morgenen ved fem eller halv seks tiden, hvor gassen fyldes på ballonerne så de kan løftes op i luften. De flyver lige hen over din camper, de dage, hvor vinden passer.

Det kostede i 2024 600 tyrkiske lira at holde her. Ejerne taler ikke så godt engelsk.

Der er okay toilet, bad, sort tømning og vand påfyldning. Der er god plads, og du er tæt på UNESCOs Open Air Museum (omkring 500 meter), alle restauranter, butikker og indkøb i Göreme (cirka 800 meter), og de steder, hvor balloner letter og lander.

Lige udenfor campingen kan du gå ind mellem Tuf klipperne og opdage den helt naturlige, og gratis, verden der findes i form af små stier og veje til firehjulstrækkere, heste og vandrefolk. Her går du mellem de eventyrlige formationer mange kommer for at opdage. Du er også tæt på Red Valley og Rose Valley og i cykel afstand til Love Valley, og meget andet.

Fordel

  • Du er tæt på alt og helt nede på jorden
  • Det er nemt at udforske Kappadokiens formationer, UNESCO sites og have direkte udsigt til ballonerne i luften
  • Du er tæt på alt indkøb, restauranter, keramik og andre lokale varer og byliv
  • Det er en rummelig camping med både skygge og sol

Ulempe

  • Hvis ballonerne letter over campingen og man ikke kan lide at blive vækket af lyden tidlig morgen, så er det ikke det rette sted

Dette er blot nogle af de steder vi har holdt i Kappadokien i de seneste år. Vi var her sidst i maj 2024 med vores Freelifere, hvor vi var 14 autocampere på campingen og blev vækket om morgenen til ballonerne, der fløj så tæt at vi kunne flage Dannebrog til folk oppe i ballonkurvene og de kunne hilse glad tilbage.

Der er utroligt mange muligheder, selv langs hovedveje i Göreme, hvis man gerne vil holde midt i byen, eller langt udenfor på en jordvej. Det er nok et af de mest besøgte steder i Tyrkiet med hensyn til vans og autocampere.

Kappadokien er et stort område og selvom Göreme er mekka, så har vi også overnattet mange andre steder i området. Vi kan roligt sige, at der nærmest ikke er noget sted, hvor man ikke er velkommen eller hvor det ikke udvikler sig til en fantastisk oplevelse. Som sagt har vi fokuseret på områderne omkring Göreme i denne artikel. Håber det er noget du kan bruge til dit tyrkiske eventyr.

error: