LIDT OM OS OG TURLEDERE

Vi er Annemette og Kim. I 2016 besluttede vi os for at sælge de fleste af vores ejendele og flytte ind i en camper.

Det har givet os et utroligt økonomisk billigt liv, samtidigt med, at vi har fået utallige, uforglemmelige oplevelser.

Vi har haft et stort ønske om at dele nogle af de verdenshjørner vi har kendskab til og i 2022 begyndte vi at tænke på Freelifer fællesture i Marokko.

Vores eventyr på hjul har givet os venskaber og minder vi aldrig havde drømt om. Derfor kan vi heller ikke lade være med at udforske nye destinationer til fantastiske fællesture.

At bryde med normer – åbne øjne for den virkelige verden – støtte lokale familier og økonomier i afsides steder, og skabe venskaber for livet i frihed og fællesskab. Dette, og meget mere, er et eventyr vi gerne vil dele.

Velkommen til vores Freelifer 🙂
Kærlig hilsen, Annemette og Kim

Freelifer camper rejser annemette og kim
Friske-og-frejdige-Freelifer-autocampister-pa-tur-i-Marokko

Annemette har en MBA uddannelse fra USA, hvor hun har boet i knap et årti. Hun har planlagt flere personlige rejseophold gennem mange år til både Europa, Sydamerika og Nordamerika. I vores camper liv var hun freelancer som tekstforfatter og oversætter.

Kim er uddannet bibliotekar og har arrangeret mere end 25 rejser til blandt andet Europa, Filippinerne og Nepal for efterskoleelever og har været turleder i Grønland i lange perioder. Han arbejder nu i perioder som turleder for danske rejsebureauer.


Her finder du en kort præsentation af vores skønne Freelifer turledere, som du vil komme til at kende godt på din fællestur.
Vi, Kim og Annemette, planlægger alt og booker også det hele ned til mindste detalje, det skal vores turledere ikke tænke på.
Vi er desuden med hver eneste dag på sidelinien på alle vores ture, når vi ikke selv kører som turledere.
Freelifer turledere er vores gode rejse-venner og dejlige mennesker, der har stor erfaring med at køre i de lande, som rejsen ligger i.
Vi er sammen om eventyr i vores Freelifer familie.

FREELIFER TURLEDERE HENNY OG POUL

Vi er Henny og Poul, henholdsvis 69 og 73 år, og har kørt camper i 5 år. Vores camper – HOFI – har tjent os godt. Hun har ført os sikkert frem i en stor del af Europa, lige fra Nordkap  til den sydligste spids af Portugal, med mange afstikkere undervejs, bl.a. en tur gennem de tre baltiske lande. Vores seneste lange tur var med Freelifer til Marokko i efteråret 2024. En tur vi havde set frem til med både spænding og store forventninger. Forventningerne blev til fulde indfriet, og mere til. Marokko er et fantastisk land med mange facetter og en hjælpsom og meget venlig befolkning. Det vil vi gerne være med til at give videre til andre, med eventyrblod i årerne.

I skrivende stund (februar/marts 2025) er vi på vej til Marokko atter en gang, da vi synes det er så fantastisk et land at rejse i.

Vi har en baggrund som hhv speditør og formand for en fagforening (Henny) og som produktionsleder, underviser og uddannelsesleder på en teknisk skole. Vi har også været udsendt til Kenya af Mellemfolkelig Samvirke i godt 2 år fra 2000 til 2002.

Vi glæder os til flere fællesture på hjul som turledere sammen med en flok eventyrlystne “autocampere”.

FREELIFER TURLEDERE SIMON OG KARIN SIMONSEN

Hej, vi hedder Karin og Simon. Vi er 69 og 71 år og bor på en gård syd for Randers.

Vi har prøvet lidt forskelligt i vores arbejdsliv men gik på efterløn fra job indenfor turistbranchen efter at have boet i Frankrig gennem 17 år. Vi har camperet siden vi var helt unge (telt, camp-let og campingvogn), men i 2019 skiftede vi til camper og det har vi absolut ikke fortrudt

Vi har rejst meget, mest i Europa. Vi var først turledere på en Marokko Rundrejse. Dejlig tur med kolossalt mange indtryk, høje bjerge, dybe kløfter, ørken og skønne byer, så flot og imponerende med flinkeste befolkning, alt oplevet sammen med skønneste Freelifer rejsefæller.

Vi glæder os meget til at rejse sammen med nye eventyrere!

FREELIFER TURLEDERE Käte og Peter Quist

Vi bor, når vi er hjemme, i Saksild Strand lidt syd for Århus. Vi er 64 og 65 gamle og har en fortid i regnskab og entreprenørbranchen. Vi har arbejdet lidt rundt i verden, inden vi for 3 år siden sagde vores job op.

Samtidig skiftede vi, efter 30 år, campingvognen ud med en autocamper for 2½ år siden. Det er blevet til rejser til Nordkap, Frankrig, Spanien, Portugal samt Marokko.

Vi har rejst meget i Marokko også, hvor vi har kørt land og rige rundt. Det var næsten som et gensyn med Mellemøsten (vi har boet i Beirut i nogle år). Marokko er et utroligt land, som i “tusind og en nats eventyr”, synes vi. Bjerge, ørken, åbne vidder, byer, anderledes kultur, det er et fantastisk mix. Som turledere glæder vi os til at vise dette dejlige og spændende land frem.

Har du lyst til at kontakte os med hensyn til at blive turleder på en af vores autocamper rejser er du altid velkommen til at kontakte os på email info @ freelifer . dk

FØLG MED I HVAD VI LAVER OG HVOR I VERDEN VI ER LIGE NU
KLIK BLOT PÅ FACEBOOK ELLER INSTAGRAM NEDENFOR OG FIND UD AF MERE

error: