Vi holder ved færgen i Sydspanien med vores autocamper. Vores plan er at sejle til Marokko, finde en campingplads og derefter mærke stemningen for at se, hvor modige vi er. Forud er der gået mange overvejelser gennem vores hoveder. Ikke kun vores egne. Det øjeblik vi nævnte Marokko som rejsedestination for venner og familie, fik vi en del bekymringer retur. Bekymringer, der nu langsomt begynder at smitte af på vores egne tanker.
VI VÆLGER AT TRÆDE UD I DET UKENDTE MAROKKO
Vi vælger alligevel at træde ud i det ukendte og det skal senere vise sig, at vi er på vej til et eventyr vi efterfølgende aldrig vil fortryde.
Vi er spændte, og en anelse nervøsitet flagrer rundt i maven, men allerede mens vi står på færgedækket på vej til Nordafrika, føler vi roen sænke sig. Solen skinner, Gibraltar strædet ligger fladt foran os og vi ser flokke af delfiner jage i det klare vand. Uden at være specielt overtroiske, så virker naturens tegn og kræfter beroligende. Vi smiler til hinanden og kan mærke, at det hele føles rigtigt.
Oplevelser skyller ind over os en efter en og oveni hinanden allerede fra ankomst. Vi skal igennem en lidt omstændig grænse told uden rigtigt at forstå, hvad der sker omkring os eller med vores papirer. En vigtig autoritet i presset uniform stiller sig ved vores vindue og beder om vores papirer. Han går væk med dem uden at kommunikerer meget. For ham er det dagligdag, for os er det hele nyt. Vi ved ikke, hvor han går hen med vores pas og biletter eller, hvor lang tid vi skal vente i autocamperen – eller om vi egentligt skal vente lige her, hvor vi er holdt ind til siden. Flere holder spredt omkring og vi kan ikke se et system vi kender. Vi kommer dog igennem det hele og senere på eftermiddagen når vi mætte frem til vores lille “helle”, som er en mindre, rustik campingplads.
Her kan vi trykke på pause knappen og få lidt fodfæste igen. Alt er en ny oplevelse, selv de mest almindelige ting.
KIM LØBER EN TUR HAN ALDRIG GLEMMER
Jeg løber en tur i Asilah, mod nord af kystvejen. Til venstre er min udsigt et roligt Atlanterhav og mod højre et frodigt grønt terræn. Trafikken er sparsom, men de få køretøjer og æsler, der passerer dytter eller vinker næsten allesammen. Der er ingen tvivl om, at de er glade for at se mig. Det føles godt at løbe netop her, i 20 graders varme, hvor eftermiddagssolen stadig gløder. Da jeg løber igennem den lille landsby, Briech, er jeg ét stort smil. Børn løber med mig, teenagere giver mig high-five, biler dytter og folk vinker og sender store smil – og jeg føler jeg har vundet det hele. Vi føler os fra start velkomne og mærker, hvor meget det betyder, at man bliver mødt med venlighed i et nyt land.
Næste dag lander vi i Kenitra, en større by i den nordlige del af landet. Vi er på jagt efter simkort til vores mobil, så vi endelig kan få internet og tilkoble os resten af verden igen. Vi har ikke heldet med os, for vi står i en blanding af ikke helt at vide, hvor vi skal lede samtidig med, at vores tanker hele tiden søger de små og anderledes begivenheder, der foregår rundt om os. Duften af mynte, gadesalg med bananklaser og bjerge af jordbær og storke, der har bygget rede blot få meter oppe og kigger nysgerrigt tilbage på os. Vi passerer fortovscafeer, hvor alle stole har udkig til gaden og de lokale mænd sidder og betragter dagen over varm berber the.
DE SMÅ OPLEVELSER ER NOGLE GANGE DE STØRSTE
I Kenitra kommer der ikke mange europæiske turister. Derfor er vi pludselig en meget populær seværdighed, som bliver betragtet venligt og nysgerrigt ud af øjenkrogene. For to nordjyder kan det tage lidt tid at vænne sig til at være genstand for den ekstra opmærksomhed.
Vi kommer ind i endnu en lille kiosk, hvor det igen ikke lykkes os at forklare ønsket om at få et simkort. I stedet får vi til gengæld smilet og leet så meget sammen med kioskejeren over vores fortvivlende kommunikationsevner, at vi alle tre får tårer i øjnene. Vi må vel prøve et andet sted bliver vi enige om.
VI VIL IKKE SNYDES AF EN MAROKKANER
Mens vi kigger søgende ud over det charmerende kaos i gaderne, kommer en ældre mand os i møde med et smil. Vi er lidt på vagt – ingen skal snyde os som vi har hørt så meget om. Manden hedder Imad og vil høre om han kan hjælpe. Vi begynder en kommunikation på opfindsomt engelsk, der inkluderer en del gestikulering med hænderne.
Imad hjælper os ikke kun inde i en telebutik, men går med os gennem hele processen, der er nødvendig for at få et simkort med data, hvilket er et tålmodigshesprojekt. Vi taler lidt sammen bagefter, hvor han ønsker for os, at vi føler os velkomne og tilpasse i Marokko. Han vil ikke tage imod noget som tak, selvom den tid han gav os gjorde en stor forskel for os.
ET LAND MED 1001 EVENTYR
Fyldte af indtryk vender vi tilbage til vores trofaste autocamper på campingpladsen. Vi har egentligt endnu ikke kørt nogle steder endnu, for at se noget bestemt, men kun fokuseret på at komme på plads og ordne praktiske ting. Det er svært at forklare, hvorfor det alligevel føles som om vi er på en fantastisk oplevelsestur.
Jeg tror, det er en af grundene til, hvorfor Marokko har inspireret os til at vende tilbage flere gange siden. De store seværdigheder og landskaber er uforglemmelige, men de små hverdags momenter og venligheden er noget vi ikke finder andre steder.
Efterhånden har vi taget denne tur en del gange. Nu er det dog uden den lille rumlende nervøsitet, men med blodet boblende af spænding, fordi vi ved, at når færgen sejler mod Marokko, så ligger der tusinde eventyr og venter på os.
Skrevet af Kim Gieseler og Annemette Kruse 12/12/2022