Vores Freelifer Tyrkiet Rundrejse starter i Grækenland ikke langt fra grænsen til Tyrkiet. Kører du direkte fra Danmark til Grækenland er der cirka 2500 kilometer. Her er info om vejafgifter, vignetter, Unit-On-Board, Route Tickets og miljøzoner for hvert land du passerer. En enkel trin-for-trin beskrivelse både for campere over og under 3500 kilo.
Forfatter : Kim Gieseler og Annemette Kruse

Her fortæller vi om, hvordan vi kører ruten direkte fra den danske grænse til Grækenland via Balkan. Derudover har vi også et par fif til andre ruter via Italien med færge, samt en rute for campere over 3500 kilo, der ønsker at undgå køb af Unit On Board bokse.
Generelt for autocampere under 3500 kilo vil du på ruten fra Danmark til Grækenland enten køre gratis, betale almindelig vejafgift eller skulle betale via vignette. For autocampere over 3500 kan det rangere fra gratis kørsel til vignette, Route Ticket, Unit-On-Board og PSVA og GO-BOX alt efter landende du vælger at køre igennem. Nedenfor beskriver vi trin-for-trin reglerne for hvert land på ruten.
Med hensyn til overnatning på ruten kan du nemt bruge gratis apps som Park4Night i alle østlandene og finde utallige overnatningssteder – både til camping, stellplatz og fricampering. Selv har vi fricamperet meget i Balkan gennem mange år, også før vi havde park4night. Der er skønne oplevelser og venlige mennesker i vente.
Den direkte rute fra Danmark til Grækenland
En god direkte rute fra Danmark til Grækenland er at køre gennem Tyskland over Berlin og Dresden til Tjekkiet. Rundt om Prag til Brno og ind igennem Slovakiet tæt ved den østrigske grænse gennem Bratislava til Ungarn. Forbi Budapest og syd på til Serbien, hvor du kommer rundt om Beograd og Pirot. Herfra kører du mod Sofia i Bulgarien og videre øst forbi Plovdiv og ned mod det nordlige Grækenland (blå rute på kortet).
Når vi slutter Freelifer Tyrkiet Rundrejsen, så kører vi fra Istanbul og via den tyrkiske grænseby Edirne Merkez ind i Bulgarien (rød rute) og tager så samme vej tilbage (blå rute) tilbage mod Danmark. Der er mange andre muligheder, men dette er den mest direkte for rundrejsen.

Hvordan er vejkvalitet og tryghed på ruten fra Danmark til Grækenland?
Generelt er vejene rigtig gode på den direkte rute fra Danmark til Tyrkiet. Der er få strækninger, hvor det er hovedvej i stedet for motorvej. Det er stadig tur uden problemer, det tager bare lidt længere tid på hovedveje.
Vi hører nogle gange historier om landene, der køres gennem – at de kan være farlige eller ugæstfrie lande. Vi må sige, at vi, og dem vi kender, kun har oplevet, at menneskene vi møder er hjælpsomme og imødekommende. Vi har fricamperet mange steder i Europa og Balkan og Grækenland.
Lige meget hvilke lande vi kører i, så er vi altid mere forsigtige med at parkere og efterlade et køretøj i storbyer. Hvad end det er København eller Barcelona eller Sofia, så er der i nogle områder i storbyer generelt større risiko for indbrud. Så, omkring storbyer, bruger vi camping, stellplads eller vagt-parkering.
Generelt er denne rute meget smidig, når man vil nemt og hurtigt til og fra Danmark og Grækenland. Kun få steder, kan man komme til at vente lidt ved EU og ikke-EU grænser. Ellers ruller man hurtigt afsted på motorvejene.
Der er forskellige regler for, hvordan man betaler for at bruge motorvejene i de forskellige lande på den direkte rute. Her fortæller vi først om, hvad du skal sørge for når din autocamper er under 3500 kilo i de enkelte lande.
Hvordan betaler jeg vejafgift for autocamper under 3500 kilo, når jeg kører fra danmark til grækenland

Tyskland med Autocamper under 3500 kilo
- Der er ingen vejafgift på de tyske motorveje.
- Der er miljøzone i de større byer, hvis du kører ind i og nær centrum
Vejene i Tyskland er generelt gode, både nationalveje og motorveje. Det er et nemt transit land, fordi man ikke skal døje med vejafgifter nogen steder.
Tjekkiet med Autocamper under 3500 kilo
- Vignette er et krav for at køre på motorveje i Tjekkiet. Det kan købes ved grænse eller online her: Edalnice.cz
- Der er ingen miljøzoner i Tjekkiet
Motorvejene i Tjekkiet er gode og da vi kørte der sidst i 2024, købte vi vignetten online. Prisen for 1 dag var 200 CZK, som er cirka 60 kroner.
Prisen for 10 dage var 270 CZK, som er cirka 80 kroner.

Slovakiet med Autocamper under 3500 kilo
- Vignette er et krav for at køre på motorveje i Slovakiet. Det kan købes ved grænse eller online her: Eznamka.sk
- Der er ingen miljøzoner i Slovakiet
I Slovakiet kørte vi sidst i 2024 på vej hjem fra vores Tyrkiet Rundrejse. Her var prisen for 1 dag 5,40 euro, cirka 40 kroner. Pris for 10 dage koster 12 euro CZK, cirka 90 kroner

Ungarn med Autocamper under 3500 kilo
- Vignette er et krav for at køre på motorveje i Ungarn. Det kan købes ved grænse eller online her: Ematrica
- Der er miljøzoner for at køre ind i Budapest og andre større byer (EUnorm 3)
En almindelig camper under 3500 kilo er kategori D1 ved køb af vignetten. Pris for 1 dag koster 5150 FT, cirka 90 kroner. Pris for 10 dage koster 6400 FT, cirka 115 kroner.

Serbien med Autocamper under 3500 kilo
- Du betaler vejafgift løbende, når du kører på de serbiske motorveje og betaler ved bom, hvor du kan betale med kort
- Der er ingen miljøzoner i Serbien
Prisen for at køre på de serbiske motorveje er meget rimelig og vejene er rigtig gode. Din autocamper er formentlig klasse 2. Derved koster strækningen fra toldstation Subotica til Dimitrovgrad 32 euro, cirka 240 kroner.

Bulgarien med Autocamper under 3500 kilo
- Vignette skal købes til Bulgarien og kan købes ved grænsen eller online her: Vikneti
- Der er kun miljøzoner, når man kører ind i Sofia fra den 1. december til 28. februar hvert år
Turen for os gik også rigtigt fint gennem Bulgarien. Vignette kan købes for en weekend og for en uge. Pris for weekend 9 BGN, cirka 35 kroner.
Pris for 1 uge 13 BGN, 50 kroner.

Grækenland med Autocamper under 3500 kilo
- I Grækenland betales vejafgiften løbende på motorvejen afhængig af strækningen man vælger. Prisen er rimelig og vejene er rigtig gode. Prisen udregnes efter højden på køretøjet.
- Miljøzoner findes for Thessaloniki og Athen

Som det kan ses fra ovenstående information, så er det enkelt at køre fra Danmark til Grækenland for autocampere under 3500 kilo. Der kan købes online vignetter for de lande, hvor vignetter er et krav. Nogle lande, har ingen vejafgifter overhovedet. Og resten har en løbende afgift på motorvejen, hvor man ikke skal bestille mærkater, men blot betaler ved afgifts bommen.
Vejene er også gode, og har man lyst, har vi ofte kørt på hovedveje og mindre veje i disse lande også, uden problemer. Men ovenfor er blot beskrivelse for motortrafikveje og diverse afgifter. Man lægger hurtigt nogle gode kilometer bag sig på den direkte rute.
Hvordan betaler jeg vejafgift for autocamper over 3500 kilo, når jeg kører fra danmark til grækenland
Ruten er den samme som nævnt først i artiklen, som er den mest enkle og direkte rute til og fra Danmark og Grækenland. Der er dog lige en lille sidebemærkning inden du læser videre omkring reglerne for de forskellige lande.

Vi har nogle venner, der i begyndelsen af 2025 kørte den direkte rute med en 3 akslet camper over 3500 kg. De ordnede alle betalingerne ved grænserne. Ved den tjekkiske grænse, blev de bedt om at betale, når de kørte ud af landet, hvilket de naturligvis gjorde. De blev ikke standset og så er alt jo i orden. Bliver man standset og papirerne ikke er i orden, har vi ikke viden om, hvad der sker. Muligvis får man en bøde og muligvis kan man tale sig ud af situationen, hvis man er i god tro. Det er op til hver enkelt, hvordan man vil gribe det an.
Hvis du vil benytte motorvejene/betalingsvejene og vil ordne betalingen inden rejsen, kan det være en god ide at gå ind på de hjemmesider vi beskriver for hvert land. Så kan du forberede de forskellige data, der skal bruges til udfyldelse på siden. Vi inkluderer hjemmesiderne for hvert land i din videre læsning her i artiklen.
Hvis du vælger at oprette ruter til betaling (som man kan i et par lande), så vær opmærksom på at ruten går den rigtige vej, det vil sige: sydgående til Grækenland og naturligvis mod nord på vej tilbage til Danmark.
For alle typer køretøjer kan der nogle steder også vælges at køre udenom betalingsvejene, hvilket naturligvis tager længere tid og giver en anden oplevelse.
Tyskland med Autocamper over 3500 kilo
- Der er ingen vejafgift på de tyske motorveje
- Miljøzoner findes i Tysklands større byer, hvis du kører ind mod og nær centrum
Tjekkiet med Autocamper over 3500 kilo
- Unit on Board (UOB) skal bruges til betalingsveje. Her er der mere information om betalingsveje og hvor du får din UOB : Mytocz
- Miljøzoner: ingen
Hvad er en Unit-On-Board?
Unit-On-Board (UOB) er en elektronisk boks, i stil med BroBizz. I Ungarn og Bulgarien kan man vælge om man vil købe en Unit-On-Board UOB, men det tager en del tid og er en mere dyr løsning. I Tjekkiet kommer man dog ikke uden om at skulle købe UOB til betaling af vejafgift, hvis du vil køre på betalingsvejene. Med mindre man får lov, som vores venner, at betale ved udkørslen af landet.
Der ligger ikke et distributionscenter ved grænsen, men du kan vælge at køre de 14 kilometer til det nærmeste distributionscenteret uden at have betalt afgift. Du kan også vælge at krydse grænsen ved Altenberg på vej 170 til Teplice. Vej 170 bliver til nationalvej 8 i Tjekkiet, og her kan du køre til grænsens distributionscenter. Det er åbent 24 timer i døgnet. Distributionscenteret ligger her (50.7127, 13.9697).
UOB boksen fås i et distributionscenter og kan returneres samme sted eller i et andet distributionscenter og du får depositum tilbage. Prisen for UOB er et depositum på 2468 CZK, cirka 750 kroner, samt en forudbetaling af vejafgiften på 1000 CZK, cirka 300 kroner.
Du kan også registrere dig og dit køretøj inden din afrejse, så det er gjort. Det kan du gøre her på Myocz
Slovakiet med Autocamper over 3500 kilo
- Vignette skal købes til Slovakiet kan købes ved grænsen eller online her: Eznamka
- Der er ingen miljøzoner for Slovakiet
Der skelnes ikke om køretøjet er over eller under 3500 kilo, så en standard vignette skal bruges. Pris for 1 dag koster 5,40 euro, cirka 40 kroner. Pris for 10 dage koster 12 euro CZK, cirka 90 kroner

Ungarn med Autocamper over 3500 kilo
- Det skal enten bruges en Route Ticket eller UOB i Ungarn, som kan købes ved NTPS kiosk eller online. Nedenfor beskrives begge muligheder.
- Miljøzoner findes for Budapest og ved større byer og anvises via EUnorm 3
Bemærk at du kan købe Route Ticket og UOB online eller ved told kioskerne NTPS. Der er dog planer om, fra 1. januar 2025, at man kun kan købe Route Ticket online. Vi kender dog nogle, som har købt det ved NTPS kiosker efter denne dato.
Mulighed 1: Route Ticket
Der kan købes en Route Ticket (du taster en planlagt rute ind på hjemmesiden og betaler den). Den skal købes på selve dagen du kører over grænsen til Ungarn eller dagen inden. Den er gyldig fra købstidspunkt til midnat dagen efter. Det betyder at ruten skal følge nøjagtigt.
Her er linket til, hvor du kan købe din Route Ticket: hu-go.hu

Mulighed 2: Unit on Board
Det er meget vanskeligt at køre uden om betalingsveje med køretøjer over 3500 kilo i Ungarn på grund af vej systemet. Prisen er afhængig af mange faktorer, men omkring 29.000 HUF, cirka 580 kroner.
Ønsker du en UOB, så skal der udfyldes en række detaljer om køretøjet, som eksempelvis mål, vægt og EUnorm. Køretøj kategori er J. Har din camper 2 akser er det J2, har den 3 akser er kategorien J3 og så videre. „Type of Vehicle‟: her vælger du Motor Caravan over 3.5 T. Følges den direkte rute som beskrevet øverst i artiklen, så skal følgende Border Stations vælges på vej mod syd : Vamosszabadi (H) – Roszke (H).
Her er linket til, hvor du kan købe din UOB: hu-go.hu
Serbien med Autocamper over 3500 kilo
- I Serbien betales vejafgiften løbende på motorvejen afhængig af strækningen man vælger.
- Miljøzoner er der ingen af i Serbien.
Her på dette link kan du udregne prisen: Putevi-srbije
Told station Subotica til Dimitrovgrad vælges mod syd. Afhængig af type køretøj, men vil nok typiske være kategori 3. Det koster 64€, cirka 480 kroner.

Bulgarien med Autocamper over 3500 kilo
- Det skal bruges en Route Ticket i Bulgarien, som kan købes ved grænse eller online.
- Miljøzoner: Sofia, kun gældende fra 1. december til 28. februar hvert år.
En Route Ticket købes online, hvor du taster en planlagt rute ind på hjemmesiden og betaler for den. Den kan bestilles online her: TollPass
Route Ticket koster 37 BGN, cirka 140 kroner. Du skal oprette ruten og derefter betale. Der kan bestilles 1 dag før med klokkeslæt for hvornår du krydser grænsen. Billetten er gyldig i præcis 24 timer. Grænseovergang du skal vælge på hjemmesiden i drop-down menuen, hvis vores rute følges mod syd er : Border Cross station Kalotina (I-8) og Border Cross station Kapitan Petko Voyvoda.

Grækenland med Autocamper over 3500 kilo
- I Grækenland betales vejafgiften løbende på motorvejen afhængig af strækningen og køretøjets højde. Prisen er rimelig og vejene er gode.
- Miljøzoner: Thessaloniki og Athen
Alternativ rute via Italien og færge i autocamper over 3500 kilo
Ønsker du at undgå UOB og Route Tickets, så kan du også med din autocamper over 3500 kilo køre en alternativ rute. Her er et forslag beskrevet, ud af flere.
Efter du har kørt gennem Tyskland, hvor der ingen vejafgifter er, fortsætter du enten mod Østrig eller Schweiz. Her beskrives begge muligheder:
Mulighed 1: GO box for Østrig (for autocampere over 3500 kilo)
Du kan vælge at køre gennem Østrig. Der har du brug for at købe en GO box, hvis du ikke allerede har en.
På dette link er der en fin 3 trins vejledning til at anskaffe sig en GO box: GoMaut
Man kan blandt andet afhente en GO Box på motorvej A7 tæt ved byen Ulm 100 kilometer før grænsen til Østrig. Du kan læse mere på linket. Prisen er afhængig af køretøjets størrelse og EU norm.
Mulighed 2: PSVA billet for Schweiz (for autocampere over 3500 kilo)
Du kan også vælge at køre gennem Schweiz og skal her bruge en PSVA billet. Den koster 25 CHF, hvilket svarer til cirka 200 kroner.
Her er linket til din PSVA billet: VIA
Vejafgift for Italien (For autocampere over 3500 kilo)
I Italien er der almindelig vejafgift på motorvejene for den strækning du vælger at køre. Som i alle lande, kan du også undgå motorveje, men vi har haft flere gæster, som synes, at flere hovedveje kan være lidt en hovedpine i dele af landet – og vi har også prøvet det selv.
Færge fra Italien til Grækenland (for autocampere over 3500 kilo)
Der er flere færge muligheder fra Italien til Grækenland og de ender alle med ankomst til Igoumenitsa. Der kan sejles fra de italienske byer Venedig, Ancona, Bari og Brindisi.
Tidligere var det muligt at købe en færge billet med camping on board, hvor man kunne blive i sin camper under overfarten. Det lader til den mulighed er blevet nedlagt i 2025.
Vi har lavet flere test bookinger og skrevet med forskellige færgeselskaber, for at finde den bedste løsning. Den erfaring vi har fået er, at det er billigst at bestille gennem Greek Ferries, som er linket til her: Greek Ferries.
Der kan også bestilles på linket til Direct Ferries, hvis man selv vil prøve at kigge på det. De virker dyrere i de tilfælde vi har test bestilt.
En afsluttende sidste alternativ rute for campere over 3500 kilo
Vi har også nogle venner, som valgte at køre fra Danmark i camper over 3.500 kilo af en alternativ rute. Dette for, at de kunne undgå at bruge vignetter og UOB. De kørte gennem Tyskland og Østrig (for at undgå at skaffe bokse til Tjekkiet og Slovakiet), derefter Ungarn/Budapest, Serbien/Beograd, Nordmakedonien/Skopje, Grækenland/Thessaloniki/Alexandroupoli.
I alle tilfælde håber vi, at denne oversigt over betalingsveje fra Danmark til Grækenland og begyndelsen på Freelifer Tyrkiet Rundrejsen, gør, at turen bliver nemmere at overskue for alle. Vi ønsker jer en fantastisk tur ud i det blå.
