Vi har efterhånden kørt i store dele Marokko og kan fortælle dig lidt om trafikforhold, brændstof og infrastrukturen i landet. Vi oplever sjældent ubehagelige situationer i trafikken i Marokko og vi føler os generelt trygge.
Vi ser dog flere situationer i Marokkos trafik, der ikke opleves så ofte i Danmark. Det kan kræve lidt tilvænning og tålmodighed. Her kan du læse mere om, hvordan trafikforholdene er, når du gerne vil køre i Marokko
Vejkvaliteten i Marokko kan svinge alt efter hvor i landet du er
Marokko er i ekspresfart i gang med at forbedre deres infrastruktur – og de fleste af hovedvejene er efterhånden af god kvalitet. Man kan dog næsten ikke undgå, at komme til at køre på veje af dårligere kvalitet og her er det en god ide at være opmærksom på forskellige ting.
Omkring nogle landsbyer er der umarkerede vejbump. Disse kan være vanskelige at få øje på, da de nogle gange er lavet af asfalt og således er kamufleret og blender godt ind med resten af vejen. De kan være høje og flere af dem bør max passeres med 10 km/t.
Hold øje med, om der pludselig er dybere huller i vejen og andre interessante forhindringer
Der kan være pludselige huller i vejen, heldigvis er mange veje efterhånden i fin stand, men vær alligevel opmærksom, som altid. Omkring broer er det også godt at være opmærksom, da samlingerne mellem nogle af brofagene kan være smuldret og giver huller i asfalten. Disse kan godt passeres, men helst med nedsat hastighed.
Selvom rundkørsler fungerer som i Danmark, så er der med mellemrum afvigelser fra reglen
Rundkørsler fungerer generelt ligesom i Danmark, men det er en god ide at være opmærksom. Ligesom nogle steder i Sydeuropa, kan der gælde andre regler ved indkørsel i rundkørslen end dem vi kender fra Danmark. Det er godt at følge trafikken og se hvad andre gør. Kører du til områder, hvor du nærmer dig ørkenen, kan der til tider ligge sand hen over dele af vejen, hvorved vejgrebet nedsættes. Det er altid et godt råd at køre efter forholdene.
Trafikadfærden i Marokko kan nogle gange være en oplevelse
Som sagt er langt de fleste i Marokko gode trafikanter, der viser hensyn. Der, hvor vi oplever forskelle i adfærden er blandt andet i byer med flersporede veje. Her er indenom overhaling mere almindeligt, både hvad angår biler og motorcykler, så kig gerne en ekstra gang.
Bilister dytter oftere, det er mest fordi, at de venligt vil gøre dig opmærksom på dem selv, ikke fordi du har gjort noget forkert. Der bliver også dyttet som et venligt tak fra en trafikkant, hvad end de er på scooter eller i bil.
Du kommer også forbi en del politikontrol langs Marokkos hovedveje
Kontrolpunkter findes mange steder, men vi er kun selv blevet standset nogle få gange i al vores tid i Marokko. De lokale bliver oftere stoppet som del af kontrollen. Farten skal sænkes i nærheden af kontrolstop til 20 km/t (ellers følg trafikken). Prøv at få øjenkontakt med politiet og hvis ikke de kigger på dig, så rul bare stille igennem. Det er ikke unormalt, at man nogle gange smiler og hilser.
Fartgrænsen i Marokko er ikke altid, hvad der står på skiltene
Fra Danmark er vi vant til at overholde fartgrænser nøje. Dette er ikke nær så udbredt i Marokko og skiltningen gør det til tider også vanskeligt. Vi vil ikke opfordre til at man overskrider hastighederne, men blot sige, at personligt følger vi normalt trafikken (og vi er ikke nogen, der kører specielt hurtigt). Omkring de større byer er der mange hastighedskontroller med radar.
Hold øje med de bløde traffikanter – især når der er marked i marokkanske landsbyer
Landsbyerne holder gerne marked langs byens hovedgade og der er mange ting at se. Dette gør dog også, at vejen bliver smallere end normalt, da der holder æsler med vogne, frugtboder og andet ind over kørebanen. Handlende går og snakker, krydser gaden og trafikken går meget langsom. Fodgængerne har her første ret, så hold gerne tilbage og nyd larmen og latteren i gaden.
Vi anbefaler ikke at du kører i mørket i Marokkos trafik
Vi anbefaler ikke, at man kører langt i mørke – dette af flere grunde. Der er biler og motorcykler, som kører uden lys, hvilket ikke er rart. Reflekser bruges ikke meget i Marokko og næsten usynlige fodgængere krydser ofte vejen eller går i vejkanten. Derudover kan der i områder være løse hunde, geder og æsler strejfende omkring.
På bjergveje i Marokko er det godt at køre forsigtigt i svingene
Når vi kører i bjergene anbefaler vi at køre konservativt. Der er sving, hvor vi ikke kan se rundt, så hold dig godt ude i siden. Ved nedkørsler anbefaler vi at man bruger motorbremsen.
Hvordan er det med brændstof i Marokko?
Prisen på 1 liter diesel er i øjeblikket (2023) omkring 14 dirham, hvilket svarer til cirka 10 kroner. Kvaliteten på brændstof er ikke underlagt samme kontrol i Marokko som i Europa. Derfor anbefaler vi, at du tanker på de større stationer som Shell og Afriquia, der efter sigende har de bedste produkter. Vi har dog personligt ikke hørt om, at nogle har oplevet problemer i forhold til kvaliteten af diesel.
På næsten alle de moderne tankstationer, som Shell og Afriquia, er det muligt at betale med kort. Men har du ikke mange sedler tilbage, så spørg for en sikkerheds skyld. Man kan komme ud for, at det ikke er muligt at anvende kort og der skal betales kontakt.
Marokko er et fantastisk land at opleve langs vejene
Marokko gemmer på så mange utrolige oplevelser langs vejene. Dem vi taler med er ofte overraskede over, hvor alsidigt landet er og hvor mange eventyr det gemmer på – både i den store natur og de mange storbyer og små landsbyer. Jeg tror ikke, at der er en eneste af vores gæster fra vores Freelifer autocamper rejser, der ikke fik indfriet deres forventninger og mere til. Alle giver udtryk for, at det simpelthen er en oplevelse, der aldrig helt kan beskrives. At køre i Marokko byder på fantastiske indtryk lige meget, hvor i landet man er på vejene.
Skrevet af Kim Gieseler og Annemette Kruse 17/03/2023
Du kan også læse om første gang vi tog til Marokko med Autocamper fra Spanien
Du kan finde ud af mere om at tage med på vores skønne autocamper rejser lige her
DEL MED DINE VENNER HER